Sammen med Emil og Theis sejlede jeg ind i gummibåden ind mod kysten på Tanjung Pinang, hovedbyen på Bitang øen syd for Singapore. Lugten emmede af brændt plastik og foran os lå en kyst med en metertyk bræmme af plastik affald, der dannede overgangen mellem havet og kysten. Ingen strandkant, ikke andet end en grød af plastik der kilede sig op under de boliger vi ville besøge, bygget på pæle ud i vandet. To generationer stirrede sammen lige ind i en af verdens største globale udfordringer; vores plastikforurening af vores smukke have, vores fantastiske havnatur.
Situationens alvor var tydelig og stemningen mellem os mættet. Ud af et af husene kom en storsmilende mand, der tømte noget ud af en plasticpose i havet, for så også at smide posen i det grumsede, farveløse vand. Et bizart glimt af den udfordring vi står overfor i en engangskultur. Hvordan skal vi nogensinde kunne løse et så massivt problem, med en plastikproduktion der firedobles i 2050 hvor vi potentielt vil lede ikke én, men fire lastbiler fulde af plastik ud i verdenshavene – hvert eneste minut.
Vi talte om hvad der er værst, afbrændingen af plastik i små bål eller plastikken i havet. Pest eller kolera. Når vi brænder plastik af ved lave temperaturer uden røgrensning, så spreder vi en række svært nedbrydelige kemikalier som vi kan genfinde i modermælk og som vi ved overføres fra mor til barn under graviditeten. Når vi smider plastik i havet, så ender den i havskildpadder, hvaler og havfugle eller bliver nedbrudt til mikroplastik der ender med at ophobes i fødekæderne. Her sidder vi selv for enden og indtager plastik, når vi spiser for eksempel filtrerende muslinger. Hvad skal vi vælge? Svaret er - ingenting. Vi skal ikke vælge mellem pest eller kolera. Vi skal en helt anden vej. En vej med en masse positive fortællinger om en helt anden grøn og cirkulær økonomi. Vi skal have transformeret vores engangskultur til en gennemført, bæredygtig grøn kultur hvor alle ressourcer genbruges – og det kan vi sagtens. Vi har skabt problemet og kan vi lette en helikopter på Mars, så kan vi også gentænke vores produkter, så de alle sammen kommer retur i den kommende globale cirkulære økonomi.
Der i gummibåden sagde jeg til Emil og Theis, at det var deres udfordring, den nye generations udfordring, at ændre på den kultur vi har skabt omkring plastik. Jeg fremførte mit syn på, at der ligger en masse gode grønne jobs forude for nutidens unge i at løse det her problem. Det holder jeg fast i, men I står ikke alene og vi er mange på tværs af generationer, der godt vil kæmpe for at ændre på den herskende kultur og for at vi igen kan besøge den nedenunder plastikken liggende strand på Tanjung Pinang. Det er ikke mere end syv år siden, at jeg grundlagde organisationen Plastic Change. Dengang var der ingen der kendte ordet mikroplastik og mange troede at der lå landfaste øer bestående af plastik i verdenshavene.
“Hvis det lykkes, kan Emil og Theis om nogle år sejle ind mod stranden med deres børn og fortælle historien om dengang de var med til at rejse opmærksomhed på det stigende problem med plastikforurening af vores have.”
Der er løbet meget vand – og plastik – i havet siden dengang. I dag taler skolebørn på mellemtrinnet let om plastiks nedbrydning, farlige egenskaber og at den ender i fødekæden. Mor og far diskuterer sortering ved køkkenvasken og en række grønne forretningsmodeller pibler frem i forsøget på at løse det alle nu kender som plastikkrisen. Det er et kæmpe gennembrud for en miljødagsorden der er kommet for at blive – og det hjalp programmerne omkring Havana med til. Besøget på Tanjung Pinang blev delt og set af hundredetusinder og på den måde har Emil og Theis, fætter Mikkel, Marian og Alfred, hele holdet, været med til at løfte en dagsorden. Været med til at vi nu er en million stemmer, der vil en anden retning. Et TV klip, en skjorte, historier der er med til at gøre os alle opmærksomme på, at vi skal en anden retning, vi skal lægge en ny kurs mod en mere bæredygtig fremtid. Hvis det lykkes, kan Emil og Theis om nogle år sejle ind mod stranden med deres børn og fortælle historien om dengang de var med til at rejse opmærksomhed på det stigende problem med plastikforurening af vores have. Historien om hvordan vi sammen satte en ny kurs, hvor ressourcer aldrig må være engangs og vi reddede havene fra den grumme plastikforurening.
- Henrik Beha Pedersen, stifter af Plastic Change
Læs mere om Plastic Changes arbejde her
